Album i proces og koncerter i August

album
koncerter
studietid

Så har sommerferien ramt de fleste, men for mig byder den på ekstra tid i studiet og ekstra timer i øvelokalet.

Jeg er kommet langt i min proces med albummet. Jeg begyndte at indspille den første sang for et år siden og lige nu er jeg igang med at indspille de sidste tre sange der skal være med.

Inden jeg gik i gang, havde jeg ikke forestillet mig, hvor stor og omfattende en rejse det ville blive. Jeg har også valgt at lave så meget som muligt selv: skrive, arrangere, producere og mixe. Det kan være hårdt og til tider uoverskueligt , men det er også sjovt, lærerigt og fuld af overraskelser. Mange gange har jeg troet, jeg skulle gøre noget på én måde, for så at opdage, at det skulle gøres helt anderledes.

Jeg glæder mig til at dele mere med jer! Jeg tager lidt billeder, når jeg har folk med i studiet, og dem vil jeg dele løbende sammen med små fortællinger om sangene og processen. For selvom jeg laver meget selv, har jeg også mange dejlige mennesker med, som bidrager med alt fra musikalske idéer til stemmer og nærvær – og det passer perfekt til albummets tema: livet og fællesskabet. ❤️

Sidste weekend var jeg i studiet og optage kor til min sang Dæmoner. Det er en af de mest musikalsk mærkelige og udfordrende sange jeg har skrevet. Den skifter både taktarter og toneart midt i det hele og på nogle skøre tidspunkter. Men da jeg skrev sangen på min guitar føltes det naturligt at spille den sådan.

Da jeg så skulle til at indspille den, måtte jeg først sidde og “regne” på, hvad der egentlig foregik. Man skulle næsten tro, at dæmonerne selv havde skrevet den – for hold op, hvor har det været en kamp at få den til at hænge sammen!

Jeg har haft Anton Tonsberg i studiet og indspille kontrabas, og så samlede jeg et kor bestående af 6 mennesker (inkl. mig selv). Og ja... den dag var jeg både sanger, producer og studietekniker, når vi indspillede. Lidt af en opgave, men det blev godt.

Se lige de dejlige mennesker:

Anton på Kontrabas og "DÆMON"koret

Den klassiske komponist Jonas Færgeman har skrevet korsatsen, som lyder brand godt. Koret endte med at lyde sådan her:

00:00

Dæmoner kor-indspilning juli 17.5

00:53

Og så er jeg hoppet i øvelokalet for at øve en masse, fordi nu har jeg hele fire koncerter i kalenderen! Og tre allerede i August! Vi får travlt, men jeg glæder mig allerede helt vildt til at stå foran jer igen. Det er jo dér jeg mærker hele magien og dér hvor sangene får sin rette plads.

Jeg spiller den:

  • 9/8 - kl 14 til Køge Nord byfest (duo - og ganske gratis)
  • 26/8 - kl 19 til Køge Festuge (hele bandet - og det er gratis at komme ind den dag!)
  • 29/8 - kl 20 en Intim (release)-koncert hos Comicgaarden (duo)
  • 9/10 - kl 20 på Drop Inn i KBH (hele bandet kommer)

Og ja, du læser rigtigt, release af min første single er lige på trapperne. Mere om det i et indlæg lige om lidt.

Jeg håber meget på at se dig og til at få luftet både de nye og gamle sange.

Kram og glade hilsner,

Thea Colding

Follow to see more

Stay connected with new updates and posts. Follow now to catch what's new and exciting.

More stories...

Catch up on past updates, music releases, and everything else