Har du prøvet at være på morfin?
Mine smerter har til tider krævet det, og i den her sang har jeg forsøgt at indfange den svævende tilstand mellem letheden, tomheden og den skræmmende overgivelse.
En rus, hvor smerte forsvinder, men hvor man også selv forsvinder fra sig selv. Fra kroppen. Fra rummet.
"Morfin" startede som en éntimessang, skrevet efter jeg havde reflekteret over nogle af mine oplevelser på hospitalet. Siden har jeg nu brugt en masse timer på at producere den færdig, men alligevel har den stadig bevaret mange lydspor og følelsen fra den første demo.
Vi lever i en tid, hvor vi ofte dulmer os selv. Med en fyldt kalender, TV, mad, sociale medier mm. Vi forsøger at overdøve både den psykiske og fysiske udmattelse og smerte med distraktioner. Og det giver mening. Alt med måde.
Men når jeg har været på morfin og andet smertestillende, både i forbindelse med alle mine operationer, indlæggelser og mine periodevise stærke smerter, så har jeg mærket hvor langt væk man faktisk kan komme fra sig selv. Kroppen og selvet opløses, og man mister fornemmelsen af, hvor man egentlig er.
Det lyder måske lidt svævende. Men for mig har det været både en meget smuk og meget skræmmende oplevelse.
"Morfin" er en sang, jeg både kan svæve meditativt væk til. En sang jeg kan forsvinde ind i. En sang, der giver mig kuldegysninger hver gang jeg hører den. Og den minder mig om, at vi skal huske at vågne igen, fra drømmen, fra distraktionerne, og komme tilbage til nuet.
Tilbage til kroppen.
Tilbage til livet.